...eller er der kun gået 700 dage?!
I januar 2018 vågnede jeg en morgen efter en noget særlig drøm. En drøm, der åbnede en vej foran mig. En vej, som jeg vidste, at jeg skulle gå ned ad. Der var ingen tvivl for mig i hvert fald. Tvivlen lå hos min mand, hvilket jeg egentligt godt kan forstå i dag. Min nye vej var, at jeg ville lave yoga- og fitnesstøj. "Kan man leve af det?", var hans første respons. Jeg ved stadig ikke, om man fuldstændigt kan leve af det, men hver morgen, når jeg vågner, fortæller jeg mig selv, at jeg nu er en dag tættere på at kunne leve af at lave yogatights, træningstoppe og sports bh'er.
Jeg havde længe gået med tanker om alt det, som jeg oplevede kunne gøres bedre eller anderledes ved træningstøj. Når jeg selv skulle købe nyt træningstøj, havde jeg altid svært ved at finde lige det, jeg manglede. I januar 2018 stod det klart for mig, at det var der, min opgave lå. Det krævede mod. Mod både for mig selv, men bestemt også for min mand, som måtte se vores opsparing ende i tights og sports bh'er.
For at gøre plads til at drømmen kunne blive til virkelighed solgte vi den dyre bil og købte en billigere en. En kedeligere en, ville min mand og børn sige.
Nå ja, og så flyttede vi også ud af soveværelset! Kasserne med træningstøj gjorde ikke noget godt for stuen i længden. Det var ikke bare en ny hobby jeg havde præsenteret min familie for. Det var en livsstilsomvæltning for os alle.
Der gik 6 måneder fra den første skitse af logoet blev lavet, til den færdige kollektion blev sendt på webshoppen, hvilket er 2 år siden i disse dage. Wow, er der kun gået to år?! Det føles som et helt liv og alligevel ikke. Det er ca. 700 nætter uden et soveværelse og 700 dage i en kedeligere bil. Men, jeg kan ærligt sige, at jeg gerne sover uden et soveværelse, og at jeg gerne parkerer min kedelige bil på parkeringspladsen ved Bilka (selv om jeg tit efterfølgende ikke kan finde den igen, da den ligner alle andre kedelige sorte biler), for at skabe økonomisk mulighed for, at jeg kan forfølge min drøm.
Jeg elsker at sende pakker ud til jer. Jeg bliver dybt rørt af jeres køb, søde anmeldelser og støtte. Havde jeg ikke gået ned ad den vej, som lå foran mig, havde jeg ikke mødt så mange smukke og skønne kvinder. Måske havde min bil ikke været helt så kedelig, men mit liv havde været mindre rigt på oplevelser og nye mennesker.
Af hjertet tak til jer. Jeg tager gerne 700 nætter mere uden et soveværelse.
Anne