I august fejrer Anne Buur Studio 8-års fødselsdag. I den anledning stopper jeg op, mærker efter og ser tilbage på en vild, smuk og lærerig rejse som selvstændig. En rejse, der startede i mit eget soveværelse – og som i dag har foldet sig ud til et helt univers.
Tøj i blodet og prinsessedrømme
Jeg er vokset op med lyden af symaskiner og duften af metervarer. Som 3. generation af selvstændige tøjfolk i min familie har mode altid været en del af mit DNA.
Mine bedsteforældre ejede virksomheden Buur Modeller i Esbjerg, hvor de designede og syede kjoler. Mine forældre gik samme vej med brudekjole- og festkjolebrandet Anna Liisa Buur, opkaldt efter min mor, som er uddannet designer fra Finland.
Jeg var med på modemesse i Bella Centret for første gang, da jeg var kun to uger gammel! Min barndom foregik på mine forældres kjolefabrik. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad overfor min mor på hendes kontor, mens hun tegnede. Jeg tegnede med, og jeg drømte inderligt om, at hun en dag ville bruge mine kreative prinsesseideer.
Da to verdener smeltede sammen
Vejen lå i kortene. Jeg uddannede mig til designer fra Designskolen Kolding, men livet bød også på en anden stor passion: yoga og pilates. Efter min designuddannelse uddannede jeg jeg derfor inden for krop og bevægelse.
I mange år levede de to verdener hver for sig. Men med Anne Buur Studio smeltede de endelig sammen.
Mit ønske var at skabe træningstøj, der ikke kun hører til i fitnesscentret eller på yogamåtten. I dag designer jeg tøj med et kompromisløst fokus på komfort – tøj, der føles som et ekstra lag hud, som bliver siddende præcis, hvor det skal under træning, og som samtidig er så stilfuldt, at du kan bruge det i din hverdagsgarderobe til og fra træning.
Fra soveværelset til butik i Vejle by
Rejsen har flyttet sig enormt over de sidste 8 år. I begyndelsen pakkede jeg alle jeres ordrer derhjemme, og mit allerførste lager startede faktisk i mit eget soveværelse, hvor kasserne fyldte det hele.
Selvom rammerne har ændret sig, er følelsen den samme: Hver eneste gang jeg står med jeres ordrer i hænderne, mærker jeg en dyb taknemmelighed. Hver gang jeg pakker et stykke tøj, folder det fint og sender en pakke afsted til en af jer, minder det mig om, hvorfor jeg gør det her.
I dag er Anne Buur Studio flyttet ind i Vejle by, hvor jeg har åbnet en lille, fin butik i Grønnegade. Butikken er blevet et sandt univers for velvære. Her sælger jeg ikke kun mit eget design, men forhandler også professionelt udstyr til yoga og pilates, skønne velværeprodukter og nøje udvalgt tøj fra andre brands, der supplerer mine egne kollektioner helt perfekt.
For godt tre år siden udvidede jeg desuden universet med mit eget yogastudio i Bredballe i Vejle. Samspillet mellem design, bevægelse og rigtige mennesker er det, der driver mig hver eneste dag.
En ægte kvindevirksomhed: ejet af mig, båret af jer
Når jeg ser på Anne Buur Studio i dag, er jeg fyldt med en helt særlig stolthed. Det her er en ægte kvindevirksomhed. Virksomheden er ejet 100% af mig, og der står ingen investorer bagved til at trække i trådene. Hvert eneste skridt, hver eneste krone og hver eneste pakke, jeg sender ud af døren, er båret af min egen passion og hårde arbejde.
At være selvstændig uden et stort sikkerhedsnet er en fantastisk, men også udfordrende rutsjebane. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke født som forretningskvinde. Det har været en stejl læringskurve for mig at drive forretning – og det er en del, jeg stadig øver mig på og lærer af hver eneste dag. Der er dage, hvor tvivlen rammer mig, og hvor jeg spørger mig selv, om mine evner rækker.
Men i de øjeblikke mærker jeg jer.
Jeg føler mig så uendeligt velsignet over, at så mange kvinder har båret mit tøj gennem de sidste 8 år. Jeres støtte bærer mig igennem de svære dage. Tak til dig, der anbefaler tøjet til en veninde. Tak til dig, der besøger min butik i Grønnegade eller deler ordet om mit yogastudie og tak til dig, der vælger at dyrke yoga og træne pilates i mit yogastudie. Og tak til dig, der praktisk talt bor i tøjet derhjemme og på arbejde.
Uden jer ville Anne Buur Studio slet ikke være en virkelighed. Tak for 8 fantastiske år – jeg glæder mig til mange flere endnu.
Kærligst,
Anne Buur
Anne Buur